Når et menneske dør
Når et menneske dør
…er det første man skal gøre at kontakte en læge, da et menneske først må flyttes efter dødsattesten foreligger. Ofte sker dette efter 6 timer, hvor de sikre dødstegn er til stede.
Herefter er der tradition for at kontakte en bedemand, som efterfølgende er behjælpelig med alt det praktiske i forbindelse med begravelsen.
Dør en person i hjemmet eller på plejehjem planlægges flytning af afdøde i kiste som regel inden for det første døgn.
På alle hospitaler flyttes afdøde fra sygestue til en stillestue – og kommer derefter over i sygehusets kapel med kølefaciliteter, hvorfor afhentning af afdøde er mere fleksibel med hensyn til tiden.
Obduktion
Obduktion foretages når det er ønskeligt af undersøgelses-mæssige grunde eller hvor man er i tvivl om årsagen til dødsfaldet. Familien skal give tilladelse til obduktion.
Organdonation
Der i stigende omfang blevet mulighed for at redde eller forlænge menneskeliv. Det forudsætter, at afdøde har udfyldt et donorkort eller på anden måde tydeligt har tilkendegivet sin accept.
Hvis ikke skal to krav være opfyldt: afdøde må på ingen måde, i tale eller på skrift, have udtalt sig imod organdonation, og de nærmeste pårørende skal give deres samtykke.
Donation af egen krop
Til forskning og uddannelse af nye læger er donation en mulighed. Testamentering kan ske til universiteterne i København, Århus og Odense. Egen læge kan være behjælpelig med oprettelse af testamentet.
Ved dødsfald kontaktes bedemanden, som vejleder omkring højtidelighed og overførelsen af den afdøde til universitetet. Transportomkostninger i forbindelse med testamenteringen betales af universitetet.